København Info
Hjem · Begivenheder · København midt om natten

København midt om natten

København er som de fleste storbyer smuk, når byen bliver levende i mørket og fremstår med spændende silhouetter og lyseffekter. Hvert år - fredag aften og nat før oktoberferien - er byen særligt fascinerende. Her bliver skyggerne mere levende, talende, lysende og imødekommende end ellers. Det er Københavns Kulturnat, som i 2007 finder sted den 12.oktober og gør hovedstaden til en fantastisk kulisse for oplevelser. Det er også aftenen og natten, hvor Københavnerne og deres gæster i særlig grad kommer hinanden ved. Det kan være med koncerter, udstillinger, opførelser, film, rundvisninger, eksperimenter eller leg. Sidstnævnte f.eks. midt på Strøget, hvor man på Nytorv kan bygge huler og lege med sand, vand, mudder, hø eller spille rollespil. Man kan også melde sig til en gruppe, der ser byen byen på rulleskøjter (med hjelm!). Eller man kan gå op på Kongens Nytorv og besøge den franske ambassade, som er bosiddende i det smukke Thotske Palæ, derefter bese kunst hos genboen - Charlottenborg - eller senere, ved midtnatstid, liste hen til naboen, Det Kongelige Teater, som tilbyder romantisk nattetime i de røde plyssæder i form af klassisk kabaret med bl.a. Piaf og Dietrich. Rundt om hjørnet ved Holmens Kanal drager det store Christiansborg med åbne døre og viser bl.a. De Kongelige Repræsentationslokaler, herunder Riddersalens fantastiske gobeliner af Bjørn Nørgaard. En anden mulighed er Kancellibygningen ved siden af - for slet ikke at tale om Christan den 4.s smukke gamle Børsen. Også her er dørene slået op, og der bydes på rundvisninger og foredrag. Er man ikke til foredrag, er man måske til historiefotælling oppe ved Runde Tårn, eller lyskunst på Den sorte Diamant, byens fantastiske biblioteksbygning nede ved havneløbet, eller, eller, eller… hvad med lidt hygge og uhygge i Botanisk Have, hvor man kan gå af illuminerede stier og blive ført ind i biologiens underfulde verden. I havens Palmehus er der levende musik, botanikere og gartnere, der fortæller om stedets planter. Der er mange sjældne, også nedenunder, hvor de kødædende venter på de besøgende…Spænding kan også søges ovre hos Livgarden, der præsenterer glimt og genstande fra indsatsen i hverdagen herhjemme, men også ude i verdens brandpunkter, hvor livet for alvor kommer på spil.

Seneste artikler:
Købmændenes havn - markedernes by
Københavns byggekonge
København midt om natten