København Info
Hjem · Lokaliteter · Hyggelige, herlige Nyhavn

Hyggelige, herlige Nyhavn

“Nu går våren gennem Nyhavn” synges der i en populær dansk vise, og ganske rigtigt: Såsnart forårssolen sender kåde hilsener langs kanalen med de mange gamle sejlskibe og maleriske huse, begynder Nyhavn at myldre. Fra husene kommer restauratører og cafeejere frem for at gøre klar til en lang sæsons mange gæster. Borde, stole, parasoller og blomster øger det maleriske indtryk, og snart hører man norske gæster, der er kommet med morgenfærgen indtage morgenmad eller brunch ved siden af byens beboere og dens andre gæster af forskellig nationalitet. Fra tidlig forår til sent efterår er Nyhavn at betragte som Københavns mest populære sted, og det glade liv forstærkes af festlige indslag fra f.eks. spillemænd og jazzmusikere. I september sælges frugthøsten fra den lille syddanske Fejø, hvorfra øboerne kommer sejlende, lægger til ved kajen og sikrer endnu et stemningsfyldt indslag. Sågar julen er blevet et højdepunkt i Nyhavn - med boder, hvorfra der sælges herlige, duftende godter eller nips og tøj. Nyhavn byder på en både festlig, hyggelig og fredsommelig stemning. Fredelig har Nyhavn ikke altid været. Der var engang, hvor det var sømandsværtshuse og glædespiger, der satte dagsordenen og gav anledning til højlydte disputser. Men kvarteret har altid været efterspurgt - lige siden Nyhavn blev oprettet som erhvervshavn i 1670erne. Bag de maleriske husrækker, ligger store gårde, hvor skibsejere og købmænd har haft livlig aktivitet samt lager og beboelse. Mange kunstneriske eksistenser har også følt sig tiltrukket. Digteren H.C. Andersen har boet i flere af husene. I dag er Nyhavn særligt attraktiv som beboelseskvarter. Mondæne lejligheder gemmer sig på etagerne over restauranterne eller i gårdene bag husfacaderne, og nogle af Københavns bedste hoteller er beliggende tæt på. Egentlig står Nyhavn på pæle, ligesom store dele af København gør. I middelalderen var København en lille havne- og handelsby, der lå blandt mange små holme og med vandløb langt ind i, hvad vi i dag betragter som fast grund under fødderne. Så da Nyhavn blev etableret, købte man i virkeligheden vandområder, hvorpå man fyldte op, isatte pæle og skabte det Nyhavn, vi i dag kan glæde os over.

Seneste artikler:
Købmændenes havn - markedernes by
Københavns byggekonge
København midt om natten